HYPNOSE FOR BL.A. OCD / TVANGSTANKER, STORT BEHOV FOR SYMMETRI /KONTROL, KOSTÆNDRING, SELVVÆRD, ÆNDRE TANKEMØNSTRE SAMT HÅRD BAGAGE FRA BARNDOM

Louise´s fagre verden

Jo mere man venter på drømmenes resultater, des nærmere kommer man ingen vegne …

– Gunnar Eskil Funder

I marts 2012 gennemgik jeg to svære hjerteoperationer, hvor den anden varede over otte timer, da lægen tilsyneladende ikke havde andet at lave…

Jeg havde fra Odense sygehus fået at vide at jeg grundet operationernes sværhedsgrad, samt min alder – født i 1946- sikkert ville føle mig lidt ustabil i et års tid år, men det ville sikkert fortage sig.

Og jeg skal love for, at jeg var ustabil, da jeg mere end nogensinde før checkede alt efter før jeg gik ud på min daglige spadseretur, og på et tidspunkt begyndte jeg også at gå tilbage, låse døren op, smide skoene, og gå ind og checke atter engang.
Og alt skulle være symmetrisk,
samtlige sandkorn i min mentale sandkasse skulle ligge i nummer-orden, og farverne i hvert sandkorn skulle passe symmetrisk med hinanden, hvilket betød at mange sandkorn havde samme nummer, men hver sin farvetone.

Fascinerende ja, men faktisk selv for en folkepensionist ikke så lidt tidsrøvende.

En januar morgen her i 2013 vågnede jeg med erkendelsen af, at skulle jeg leve en menneskeværdig tilværelse, måtte jeg tale med en psykolog; – et folk jeg ikke har høje tanker om.

Her trådte min underbevidsthed ind, og sagde, at i så tilfælde kunne jeg gå til psykolog i de næste otte år, da en sådan plattenslager bare ville snakke sin egen bankkonto ind på den psykiske arenas givtige univers, der nu engang var hans højt betalte levevej, og han ville snart kunne skifte den cy-kel han i sin tid fik i konfirmationsgave ud med den sidste nye Mercedes.

Min indre stemme har gennem mit lange liv hjulpet mig gennem mange problemer, da jeg for man-ge år siden lærte, at så længe du stoler på den, samt samarbejder med den, vil den aldrig svigte dig, eller så meget som bare én enkelt gang lave grin med dig, bare du er indforstået med at med træning gennem årene arbejder den bedre og bedre til din egen fordel.

Og det er derfor, at du i sin tid fik den installeret.

Den sagde at jeg skulle gå til en hypnotisør, og der få skåret ret igennem, da en sådan ville kunne trænge helt ind i min mentale harddisk, og der fjerne de blokeringer jeg fejlagtigt troede var til for at hjælpe mig.

Jeg skulle bare gå ind til maskinen, og i Google – ja, hvad ellers? – skrive Hypnose Vejle, og da jeg havde gjort det kom der nogle tilbud på skærmen.

Mit blik faldt prompte på Louise´s hjemmeside, og jeg fik en særegen følelse af, at det var her min trofaste underbevidsthed ville have mig hen.

Det var som sagt i januar måned, og da jeg havde skrevet brevet, blev jeg nervøs for at have sagt for meget, og alligevel ikke fået sagt det væsentlige, – hvad det så i tvangstankernes fagre verden kunne have været.

Jeg checkede brevet efter i tiden derefter, og i marts måned, altså cá to måneder efter, turde jeg først sende det, og Louise gav mig derefter en tid til den niende april.

Og derefter gik det slag i slag, med at smelte ned i dybden, og der erstatte kuldens lås med en dejlig livgivende varme, der fik livet til at blomstre igen.

Dine ressourcer er ubegrænsede. Udnyt dem!

Jeg har for første gang i mit lange liv skiftet kost, og det endda ret så drastisk, med det pudsige for-løb, at selvom jeg overhovedet ikke har mistet appetitten, spiser jeg dog mindre ved, at jeg bliver hurtigere mæt end før.

Og det er en behagelig mæthedsfølelse, modsat før hvor den faktisk lå i at jeg var helt bøvset, og hermed ikke rigtig kunne få mere ned.

Nu stopper måltidet før jeg har nået det punkt, og jeg har det godt efter at have spist, og føler ingen trang til at lægge mig på sofaen, og der glo på mavens kronisk placerede højdepunkt i al hellig bøv-sende accept af, at det faktisk ikke kan være anderledes; – og i øvrigt er jeg jo også en ældre herre på syvogtres, hvad jeg har regnet ud ved at huske på, at jeg jo er født i 1946.

Jeg er lovlig undskyldt, og skal vel alligevel snart dø; – og dog.

For højdepunktet forefindes ikke mere, og sofaen får lov til at hvile i fred, og burde faktisk gå tilba-ge til møbelhandleren, og der nyde sit udslidte otium, efter mange års hård og ubarmhjertig træning som rasteplads for unødvendighedens pauser mellem måltiderne.

Dette skyldes dog ikke ved, at Louise har givet mig en decideret slankekur, men ved at hun til min underbevidsthed har indtalt en naturlig regulator, der får mig til at købe det kroppen ønsker for at have det godt, og herfra er der ikke langt til et dagligt vægttab, jeg ikke rigtig tænker over før jeg skal skifte hul i livremmen.

Der er altså ikke tale om et pludseligt vægttab, men om en naturlig, og dermed fornuftig regulering der den dag kroppen føler, at det rimelige mål er ved at blive passeret, lige så stille tager på igen indtil det rimelige mål er genetableret, og i mellemtiden har man mistet interessen for al den før så dejlige gift man før nød, og ikke kunne leve foruden.

Man skal altså ikke kæmpe for eller imod sin vægt, men blot maile: kontakt@hypnoseterapi-vejle.dk, eller ringe: 28 13 75 05, og dermed efter aftale tage ud til Louise på A.C.Møllersvej 22, i Grejsdalen, og der forklare hende lidt om hvad man i det hele taget selv ønsker, for derefter at sætte sig til rette i den magiske stol.

Her lader Louise dig glide ind i en afslappet, og dog vågen tilstand, medens hun siger det nødvendige til din underbevidsthed, der i fremtiden får dig til ubevidst at handle rigtigt, og følgelig giver dig et rigere liv, uden at du skal tænke over det, eller på anden måde tage dig sammen.

Det er slut nu, da det kører automatisk.

Automatikken blev ikke opfundet af mennesket, men af de kræfter der skabte de levende væsener, hvoraf mennesket kun er en del af sammenhængen.

Du skal kun tage dig sammen til at sætte dig i forbindelse med Louise; – resten ordner hun.

Når du går derfra, skal du ikke foretage dig yderligere, men vil i de kommende uger og måneder, opleve en pudsig mangel på interesse for hvad du før troede var en livsnødvendig livsstil, og en lige så pudsig opstået interesse for hvad kroppen ønsker.

Og herfra opstår der et dejligt samarbejde mellem dig selv, og den krop du før ubevidst mishandlede, og kroppen siger ikke tak for sidst, da den foretrækker samarbejdet fremfor den hævnagt du før tvang den til i desperation at udføre, for her at få dig til at indse, at den kun ønskede samarbejde.

En tur ud til Louise, og faktisk skal du ikke gøre mere, end bare at leve efter det der falder dig ind, da din underbevidsthed aldrig spiller op imod dig, eller på anden måde driller dig.

Jeg kunne foreksempel hverken lide peberrod eller hvidløg med deres afskyelige eftersmag.

Og lige netop det elsker jeg i dag.

Jeg elskede slik, og labbede det i mig som var det medicin til en hypokonder, og her især havde lakridskonfekt og is foretræde i min pudsige opfattelse af hvad der var godt, hvilket jeg i dag finder afskyeligt, da slik er konverteret fra daglige lækkerbidskener til en gang unødvendigt smagsløst vås, og is der for mig før var mere lækkert end lakridskonfekt smager i dag som vådt papmaché, – altså, så vidt jeg kan forestille mig, da jeg endnu ikke har smagt sidstnævnte.

Jeg afskyede at gå i banken, da min konto derved blev mindre, og udskød det til undertiden op til tre-fire dage, hvorimod jeg i dag går i banken efter behov, uden at det rører mig det mindste.

Tilligemed er jeg gået ned i kostpenge fra cá hundrede kroner pr. dag, og ned til tredive-fyrre kroner pr. dag, og modsat før hvor jeg handlede hver eneste dag, handler jeg i dag kun fire-fem dage om ugen, så de penge jeg har betalt min gode Louise vil en dag atter være hjemme, – plus …

Jeg er også begyndt at tage en spiseskefuld olivenolie hver morgen, samt om aftenen, på lige fod med en spiseskefuld gurkemeje, og en spiseskefuld ingefær på samme tid, dog her rørt grundigt op i et glas vand, og skyllet efter med atter et glas vand.

Endvidere begynder jeg dagen med et par skiver peberfrugt, samt et par skiver agurk, og kan faktisk lide det, selvom franskbrød med tandsmør, og en rimelig skarp ost med kaffe og sukker før var at foretrække; – men intet er mig mere ligegyldigt i dag.

For der findes ingen form for afsavn, og her heller ikke den eventuelt indbildte, hvor jeg for eksem-pel kan gejle mig selv op til, at savne fortidens kulinariske snaskerier.

Hvorfor jeg spiser lige netop dét, ved jeg faktisk ikke, selvom jeg ved at det er umådeligt sundt, men her er det som om jeg bliver dirigeret af de indre følelser, der også fortæller mig hvad jeg skal købe, og hvad der er ligegyldigt for mig, – og følgelig ikke skal købes.

– Jeg har siden april ikke rørt mælkeprodukter, brød, kager, slik og is, og savner det som sagt heller ikke, da det for mig i dag er lige så uinteressant, som det før var godbidder jeg gladelig betalte for.

Jeg savner overhovedet ikke fortidens ellers så lækre kostvaner, der bestemt heller ikke gavnede min mobilitet, og jeg ved i dag, at jeg spiste mig ubekvem.

Jeg afskyr ikke det forhenværende, – i dag er det bare ikke mig, da jeg er brudt gennem skallen der lukkede af for det udsyn jeg nu engang er født til at nyde; – faktisk, jeg har forstået!

Jeg spiser en peberfrugt hver dag til min salatblanding der her bliver rørt op i kartoffelsalat, og som nu er forfremmet til min aftensmad, og her undertiden med en enkelt stegt hakkebøf med peberrod, et helt hakket løg, samt en æggeblomme.

Og lige så ofte tager jeg salatblandingen som den er; – altså en kødløs dag, hvor salmonella´erne kan få tid til at puste ud inden næste runde.

Æggeblommen smuttede undertiden, indtil jeg fandt på at slå ægget ud i en kop, og derfra forsigtigt at tage den op med en ske, og på blommens trange vej op ad koppen, skrabede jeg æggehviden fra ved at køre skeen af på kanten af koppen, da den ellers ville trække blommen ned i dybet igen, som var det bedre for blommen at ligge der, uden at gøre den fornødne gavn den ellers var tiltænkt, i mit nye kostsystem.

Det lyder banalt, men når man gennem årene har gjort sig selv hjælpeløs ved for det meste at leve af brød der i forvejen er bagt, og blot mod betaling skal hentes og transporteret hjem, samt det i særde-leshed unødvendige færdigskårede pålæg man i dag køber i supermarkederne, noget man i dag tager som en livsnødvendig selvfølge, så er det lidt af en præstation som syvogtres årig, at finde på noget selv i det køkken, hvortil min husleje også er gældende.

Ja faktisk; – i toogtyve år har jeg betalt husleje til et køkken jeg så at sige aldrig brugte, da jeg havde nok i det køleskab jeg selv havde anskaffet mig, og som ikke hører med til huslejen, men derimod er med til at påvirke strømforbruget, der ligeledes er udenfor huslejens rækkevidde.

Og takket være ungkarlens i mange år gennemtrænede mentale dovenskab, samt en lettere angst for selv at prøve at lave sin egen mad, hvilket jo faktisk burde være en selvfølge, har jeg haft en tilbøjelighed til at tro, at butikkernes såkaldte hjemmelavede retter er lig med køkkenets sande værdier.

Hjemmelavede retter der er lavet på en uhyggelig akkord hjemme på fabrikken, med stempelmaski-ne til de kommende og gående, og et ofte sygeligt arbejdsmiljø, med fastlåste minutpauser der næp-pe kan give den afslappede atmosfære en afskåret pålægsmedarbejder kan opfatte som menneske-værdigt, har været min såkaldte redningsplanke til et så at sige fedt liv, der endte på operationsbor-det under en hjerteoperation på Odense sygehus, den 8. marts 2012.

At jeg kom tilbage til pålægslivet, og det dejlige franskbrød med en lækker ost oven på et synligt lag økologisk smør, skyldes kun at operationslægen, og hans tre operationssygeplejersker ganske enkelt ikke ville finde sig i det, og sådan bare lige midt i deres arbejdstid, – for hvad ville deres chef dog ikke tænke om dem…

Og så gav de mig i al seriøs forståelse for deres eget valgte erhverv nogle elektriske stød ret gennem det hjerte der i årevis har været fyldt med en dejligt afdæmpende polstring, en polstring der gennem årene havde forhindret nogen i at høre hjertets forstyrrende slagkraft, og dermed givet omverdenen det forkerte indtryk, at jeg selv er en afdæmpet person.

Det var nu femte, og indtil videre den sidste gang, jeg fik den fascinerende oplevelse at forlade det liv der ellers begyndte søndag, den 24. marts 1946, klokken 14:20 på Rigshospitalet i København.

Den første, anden og femte gang kom jeg ud af kroppen, og fik en tur op til havelågen, men blev her afvist, da de ikke ville have mit renderi; – de skulle nok hente mig når tiden var inde.

Den tredje og fjerde aner jeg intet om, men da havde de vel også fået nok deroppe ved lågen ind til kunstskabens træ, hvis rødder der vel efterhånden er gået råd i, for her kan jeg ikke genkalde noget som helst, udover hvad ambulancefolkene fortalte.

Hvad de fortalte mig deroppe i det såkaldt hinsides, vil jeg her ikke gennemgå, men jeg lærte ikke noget nyt, da jeg er født spirituel, dog ind i en kristen og ateistisk familie, der opfattede mig som noget flovt; – ja faktisk som en bussemand i havregrøden.

Men jeg fik et resumé af resten af dette liv, og det har under ingen omstændigheder gjort mig hellig, eller på anden måde ydmyg, da min livsglæde nu engang ligger i et gen de deroppe selv har implan-teret i den tro, at det nok vil blive brugt flittigt, da det jo som bekendt er med til at holde organis-men – det såkaldte helbred – kørende på positivitetens skinner.

På det punkt har jeg næppe skuffet dem; – ellers må de bare sige til.

Allerede efter Louise´s anden – jeg er undertiden langsomt opfattende – behandling opdagede jeg, at mad er da noget man selv laver.

Og de begynderretter der tilsyneladende er lidt mislykkede, – faktisk taget, er de nu også det, og ikke bare nye opskrifter, der dog nok som andre opskrifter kan forbedres hen ad vejen, – hva´ba´?

Køreevnen blev reddet, da jeg den 7. juli på Koldingbakken – som vi her i Vejle kalder den del af Koldingvejen – så Louise´s ansigt lige foran mit, og hvor hun spurgte om der var noget hun kunne hjælpe mig med, hvortil jeg uden at tænke over det svarede, at jeg ikke havde kørt bil i nogle år, og sikkert ville være lidt kejtet, hvis jeg atter skulle sætte mig bag et rat.

Hendes ansigt forsvandt, og da jeg gik over Sønderbroen, og ind i Søndergade sad jeg pludselig bag rattet i en bil, og spændte sikkerhedsselen, hvorefter jeg med det rigtige gearskifte, samt den rigtige brug af pedalerne kørte op til Kirkegade, hvor bilen lige så pludselig forsvandt.

Nogle dage i forvejen havde jeg fortalt Louise, at jeg på det punkt var lidt anspændt.

Desværre kan det ikke bevises, da det var et synsbillede der hverken kan bruges juridisk eller på anden påviselig måde, så det bliver ikke Guinness rekordbog i denne omgang, og i øvrigt er det

sikkert også forbudt at køre i Søndergade med 60 km/t selvom jeg havde sikkerhedsselen på, og kørekortet i lommen; – så det gælder sikkert heller ikke efter de regler der fastsættes af Guinness.

Men det virker, og det kan føles, selvom jeg endnu ikke har efterprøvet det!

– Et andet indslag i Louise´s gennemslagskraft med at få skovlet alle mine mentale blokeringer ud af mine neuroner´s nedslidte parkeringsplads – hvor der faktisk har været plads til megen uinteressant trafik, og her ikke bare i morgenmyldret, men faktisk døgnet rundt – er hendes dejlige mani med at fylde mit private domicil med cd´ere.

Cd´ere der er beregnet til ved hjælp af selvhypnose, at holde kedlen i kog, og derved rense mere ud end man ellers kan forestille sig med de trafikpropper det mentale færdselspoliti i den tro at de hjalp mig, har forårsaget i departementet for skæve idéer.

Men da man jo selv er herre over ansættelses forholdet deroppe i hovedkvarteret mellem ørene, panden og nakken, må man erkende at nu går det faktisk for vidt, med deres larmende adfærd, spon-tane strejker hvor man ikke kan få et ord indført, samt alle disse uindbudte, såkaldte gæster ingen nogensinde kunne tænke sig at se i privat boligen, – og endnu mindre deroppe.

– Og her er det så, at Louise Bohnstedt Weihrauch med sine enkle trylleformularer, får forklaret neu-ron departementet´s faste stab, hvem der i grunden er chef i huset, og stille og roligt lærer hun che-fen – gennem ubevidsthedens kodesystem – at varetage egne interesser, samt at få sat skik på med-arbejderne således, at de forstår samarbejdets kunst, så livet atter kan leves.
Jeg er stadig den samme, som da jeg begyndte ude hos Louise, og har stadig samme opfattelse af livets tilskikkelser, men min daglige hverdag er forandret til det positive, og det i sig selv giver en samlet sum af et sundt og veludviklet liv, med mange positive år foran mig.
Jeg er stadig hjertepatient, og tager stadig min medicin, og har stadig min ICD-computer implante-ret under venstre kraveben, men ellers har Louise løsnet bremsen, og givet mig adgang til en mere behagelig tilværelse, der er så fleksibel at den kun kan udvikles til det endnu bedre …

Hvad det ender med ved jeg i skrivende stund faktisk ikke; – men det kan i hvert fald kun blive godt, nu hvor positivitetens spor er lagt, og toget sat på skinner.

Og så kører det …

Med de bedste hilsener

Gunnar Eskil Funder

Vejle