Ægypten og Grækenland

Der syntes ikke at være tvivl om, at hypnose har været anvendet, mere eller mindre bevidst, så længe menneskeheden har eksisteret. De første historiske oplysninger om anvendelse af hypnose stammer fra Ægypten, så tidligt som 3-4.000 år f.Kr.; Fra Grækenland foreligger historisk materiale om brug af hypnose dog tidligst fra omkring 900 år f.Kr.

 
Det antages i almindelighed, at ægypterne var de første, der bevidst brugte behandling med hypnose af syge. Det var præsterne, der fungerede som helbredere, men guderne fik æren derfor. Behandlingen af syge foregigk i særlige templer under udførelse af en række mystiske, religiøse ceremonier – men målet var klart nok, en hypnoselignende behandling til lindring af smerter og helbredelse af sygdomme. Som så mange andre skikke bredte de ægyptiske behandlingsmetoder, herunder også hypnosen, sig over hele Lilleasien.

Omkring år 1800 blev der i Grækenland udgravet en række stentavler, nu kendt under navnet Votivtavlerne. Disse tavler har været anvendt som offergaver efter helbredelser, og angiver både i skrift og billeder, hvordan der blandt de forskellige behandlingsformer også har været anvendt hypnose Tavlerne stammer fra det 3. og 4. århundrede f. Kr. altså netop i den periode, da æskulap-dyrkelsen var på sit højeste.

Lægeguden Æskulap blev betragtet som lægekunstens fader, og der byggedes mange såkaldte lægedomstempler til hans ære. Det berømteste af disse var templet i Epidauros. De historiske beretninger om behandlingerne i de græske templer fortæller – når alle de mystiske ceremonier er sorteret fra – hvordan man har betjent sig af mange terapeutiske hjælpemidler til behandling af sygdomme. I flæng kan nævnes: medicinske behandlinger primitiv kirurgi, massage, diæt, åreladning, musik, bøn og som nævnt hypnose samt suggestion.

Helbredelse ved hjælp af hypnose og suggestion blev altid sat i forbindelse med gudernes indgriben og udførtes hovedsagligt af hellige mænd, hvilket naturligvis var en af årsagerne til præsternes, medicinmændendes og heksedoktornes magt.
Behandlingsformerne var utallige – hypnosen har været forklædt til ukendelighed i de mest varierende dragter, lige fra profeternes hallucinering af masserne helt til chamanernes trommebevægelser i Mongoliet.

Middelalderen

I middelalderen troede man også på helbredelser ved overnaturlig mellemkomst. Der var lægedom ved hellige relikvier, som f.eks. stykker af Kristi kors, billeder af hellige mænd etc.

Denne tro har holdt sig op til nutiden. Det bedste eksempel er de undergørende kilder ved Lourdes, hvor der forekommer mirakelhelbredelser lige så ejendommelige som i sin tid ved Eskulaptemplet i Epidauros. Og at helbredelser finder sted, er der ingen tvivl om. I de fleste tilfælde må det formodes at være psykosomatiske lidelser, der helbredes, men også dette kan virke dramatisk og forbavsende.

Et menneskeligt individ kunne også i kraft af sin ophøjede stilling udføre mirakler, mente man i middelalderen. Således var der både i England og Frankrig en udbredt opfattelse af, at kongerne havde magt til helbredelse ved håndspålægning.

Paraselsus, van Helmont og Robert Fluid

I dag ved vi, at trance er en tilstand af hypnotisk karakter, men til trods for, at man tidligere betragtede disse tilstande som almindelige, kom man aldrig på den tanke, at de kunne have en naturlig og logisk årsag. Man søgte ingen anden forklaring, før en tysk læge og naturforsker, Paracelsus. i 1530 fremkom med en teori om himmellegemernes indvirkning på mennesker og dyr, og specielt på sygdommene hos disse. Ud fra denne teori udviklede han yderligere den hypotese, at stjernernes indflydelse på mennesker kunne fremkaldes kunstigt ved hjælp af magnetiske kræfter.

Paraselcus´ lære blev videreudviklet og sat i system af to naturforskere, van Helmont og Robert Fluid, men som alle nye teorier havde også deres lære mange modstandere og fik først nyt liv gennem Franz Anton Mesmers behandlingsmetoder.

4. Anton Mesmer og Markis de Puységur.
Mesmer blev født i 1734 i Stein ved Weiter am Rhein. Han fik klosteropdragelse og skulle egentlig studere teologi, men da dette ikke tiltalte ham, begyndte han tidligt at beskæftige sig med filosofi. Senere studerede han jura og flyttede i den anledning til Wien, men efter 6 års forløb blev han også træt af dette studium og foretrak at læse medicin. I 1766 erhvervede han den medicinske doktorgrad på en afhandling, der bl.a. handlede om planternes indflydelse på menneskenes helbredstilstand. Afhandlingen byggede i store træk på Paracelsus´ og Helmont´s værker.

I lyset af vor nuværende forekommer mange af Mesmers idéer besynderlige. Han fremsatte bl.a. den påstand, at planternes indflydelse på menneskelegemet skete via en usynlig gasart eller et fluidum, der fandtes i kroppen og omgav den som en kappe. Yderligere mente han, at dette fluidum kunne påvirkes kunstigt ved hjælp af magneter. Han begyndte derfor at behandle patienterne med magneter, der var specielt formet efter de legemsdele, som skulle helbredes. Den ejendommelige egenskab ved det menneskelige legeme, at det tilsyneladende var påvirkeligt af himmellegemer og magnetisme, blev kaldt den dyriske magnetisme.

Mesmers resultater var meget dramatiske, ofte også lovende. Samtidig med at han gennem datidens medier udviklede sime teorier, behandlede han mange patienter, og ofte bevirkede hans behandlinger, at patienterne fik det bedre, og i mange tilfælde blev fuldstændig raske. Det har sikkert drejet sig o psykosomatiske lidelser, som lægerne på den tid stod magtesløse overfor og derfor havde betegnet som uhelbredelige.

Mesmers hypnosemetode gik ud på at fremkalde en såkaldt krise hos patienterne. Når han havde fremkaldt den rette modtagelige indstilling, var det ikke svært hos en del af dem at fremkalde et hysterisk krampeanfald, der efterhånden gik over til en hypnotisk trancetilstand. Når patienterne senere vågnede af trancen, følte de sig som regel bedre, og ikke i så få tilfælde, var der tale om regulære helbredelser.

Da Mesmer efterhånden blev mere kendt, flyttede han sin praksis til Paris, hvor han åbnede en af Europas mest berømte klinikker. Her behandlede han alle slags sygdomme gennem hypnotisk påvirkning uden hensyn til, om de var egnede til denne behandling med stadig forekom de dramatiske forbedringer og helbredelser blandt patienterne. Efterhånden som patienttallet voksede, fandt han på en raffineret form for gruppeterapi.
Til dette formål anvendte han et stort rundt kar (den berømte baquet), som han fyldte med vand