ADSKILLESSESANGST / ANGST FOR AT BØRN BLIVER VÆK / TAGET AF NOGEN

Om at komme adskillige skridt nærmere at være “et frit menneske” – frit defineret ved at være fri for blokeringer af forskellig art, der hæmmer evnen/modet til at leve til sit fulde potentiale.

Før –og efter hypnose:

Det føles næsten som to virkeligheder; den ene dag befandt jeg mig i den ene virkelighed, den næste i en ny forunderlig virkelighed.

Tidsregningen før –og efter hypnose!

Før: fortid med angst;

i de yngre år, døds –og sygdoms angst rettet mestendels mod mig selv. Da jeg fik første barn flyttede frygten fokus til angst for at miste barnet. Uhensigtsmæssig angst – ikke bare forældre bekymring. Angst kan være invaliderende –både for “den angste” men også for familien der er involveret.

Desuden kan angst “smitte” – ikke som bakterier, men som energistrømninger.

Angsten havde et peak for mange år siden, som krævede et alvorligt opgør. En sej personlig rejse og udvikling. Siden da har katastrofetanker og direkte angstlignende episoder ikke generet mere.

MEN adskillelses angst: angst for at mine børn bliver væk eller direkte taget af nogen – har været nærværende og har desværre nået at “smitte” min store søn, som er blevet “vogter”. Sådan forstået at han har været alt for opmærksom på, at de holder sig indenfor række/synsvidde – og hvis lillebror ikke svarer når man kalder, så svarer storebror for ham: “han er her”…

Det fordrer et alt for stort ansvar for børnene.

Desuden erfarede vi for nylig, at det også har præget den store dreng på andre områder (se evt. “Klienters fortællinger” om Noah).

Det var faktisk da min store dreng kom i behandling hos Louise med søvnproblemer; at Louise rettede min opmærksomhed mod, at han kunne “lide” af adskillelses angst – om jeg kunne komme i tanker om hvorfor mon…..

Det grublede jeg over – ganske kort – før jeg indså at det nok var mig der var “skyld” i det.

Så det var indfaldsvinklen til at jeg også kom i hypnose.

Efter: Én gang – en enkelt session med hypnose; gik jeg på skovtur med min søns klasse årgang – med ro i kroppen. Efter den første time bemærkede jeg, at børnene løb inde i skoven (uden for synsvidde) og legede, og at jeg ovenikøbet havde ført en samtale med en anden mor, uden at have behov for at blikket skulle flakke rundt efter børnene. En helt fantastisk pragtfuld dag uden panik og stress – som er følge til, at man for længe ad gangen er i højeste alarmberedskab, som jeg plejer at være, når vi er ude til den slags ellers skønne arrangementer. Efter flere dage gik børnene og jeg i biografen sammen , og jeg lod dem vente alene mens jeg hentede kaffe i cafeen til filmen. Vi mødte noget familie, som havde spurgt børnene om hvor mor var; og da jeg selv kom tilbage sagde vedkommende: “hold da op Louise, hvad er der sket med dig”!!!

Det bedste er at roen også har “smittet” – flere episoder hjemme har vist, at den store dreng har sluppet vogteren fri. Vi er fri – begge to.

Louise R. Hallundbæk Sørensen, Vejle